Referat af ordinær generalforsamling i Grundejerforeningen Damgaarden-Raageleje søndag den 19. juni 2022 kl. 14.00 på restaurant Søstjernen, Rågelejevej 155, 3210 Vejby.
Til stede var 25 stemmeberettigede medlemmer og 20 ledsagere uden stemmeret.
Dagsorden ifølge vedtægterne:
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent.
- Formandens beretning.
- Forelæggelse af det forløbne års reviderede regnskab til godkendelse.
- Forelæggelse af bestyrelsens forslag til budget og kontingent for det kommende år til godkendelse.
- Valg af medlemmer til bestyrelsen i henhold til vedtægternes § 5.
- Valg af revisor eller revisorsuppleant i henhold til vedtægternes § 12.
- Behandling af indkommende forslag.
- Eventuelt.
1. Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Søren Rinder, der blev valgt uden modkandidater.
2. Formandens beretning
Formanden holdt følgende beretning: ”Det er en noget usædvanlig periode at aflægge beretning for – da vi jo kun har siddet som bestyrelse siden i efteråret.
Som nogen måske kan huske, var det svært at finde en kandidat til formandsposten – og det strømmede heller ikke ind med kandidater. Jeg valgte så at tage posten frem til denne generalforsamling.
Hvorfor det er svært at aktivere medlemmer til at træde ind i bestyrelsen, ved vi ikke – men har nok nogle anelser. Og for at gøre det mere attraktivt at blive en del af bestyrelsesarbejdet, har vi gjort forskellige tiltag.
Vi har entreret med et eksternt firma, Contar, der står for hele økonomidelen med opkrævning af kontingenter og betaling af regninger m.v. – selvfølgelig i samarbejde med vores kasserer. Contar har også stået for færdiggørelsen af regnskabet for 2021.
Det er ikke gratis – men det gør, at vi nu har fået styr på regnskaberne – og det aflaster kassereren. For man skal huske, at alt arbejdet gøres på frivillig basis.
Vi har uddelt forskellige opgaver til hinanden – så det ikke kun ligger på én.
Vi har også diskuteret, hvad man som medlem kan forvente af en bestyrelse i en grundejerforening i 2022 ? Vi vil ikke være politibetjente – ønsker man at bestyrelsen eller formanden agerer betjent i forhold til overholdelse af vores ordensregler – så skal man nok finde nogle andre.
Man skal huske på, at netop vores ordensregler er vores allesammens – og ikke kun bestyrelsens. Bryder vi os ikke om dem – så må man/vi udarbejde nye og fremsætte dem til vedtagelse på en generalforsamling.
Vores opgave er at sikre, at det, som vi er ansvarlige for, er i orden – det er vejene – og det er vores fælles dræn. Begge dele er kendetegnet ved, at det er dyre ting. Uden at have en krystalkugle – så kan vi godt have en bekymring for, at vi i de kommende år står overfor en dyr renovering/udskiftning af drænene. Vær dog obs på at grundejernes egne dræn er Grundejerforeningen uvedkommende.
De fælles rabatter – græsslåningen af dem – er også Grundejerforeningens ansvar. På sidste generalforsamling blev der udtrykt ønske om at følge den nye praksis i Gribskov Kommune med vilde grøftekanter.
Da vores daværende græsslåningsmand i samme tidsrum opsagde aftalen – besluttede vi dels at undersøge mulighederne for at få ny til at slå græsset – men også at drøfte med medlemmerne om man ønsker at gøre som Gribskov Kommune og kun slå det et par gange om året – eller om man ønsker at bruge de ganske mange penge, det koster at få slået det hyppigere. Jeg kan fortælle at den første vi prøvede var meget billig – men han havde reelt ikke udstyret til det – og ønskede ikke at fortsætte – den anden var virkelig dyr – og det skal vi overveje, om vi vil bruge penge på.
Det vil jeg bede Dirigenten sætte til debat og eventuel afstemning efter min beretning er slut.
En tredje opgave vi har, er vores hjemmeside – det har vi ikke nået at få taget os ordentligt af – men det bliver en vigtig opgave for den nye bestyrelse. Tak til Per og hans familie, der har drevet den både før og i den forgangne beretningsperiode.
Den fjerde opgave – er en politisk opgave – nemlig de nye regler om affaldshåndtering – der skal træde i kraft i 2023. Jeg har ikke – på Gribskov Kommunes hjemmeside kunne finde flere oplysninger end dem, som vi fik ved sidste generalforsamling – men det skal en ny bestyrelse naturligvis følge tæt.
Endelig vil jeg virkelig opfordre alle til at aflevere email-adresser – måske tjekke om vi har den rigtige. Vi skal væk fra at skulle sende breve – udsendelsen til denne generalforsamling har kostet 1.800 kr. i porto.
Det kan vi bruge på noget andet.
Til slut vil jeg sige tak til bestyrelsen for et godt samarbejde – det har været hyggeligt. Og tak til Per for at vi har måtte trække på hans viden.”
Beretningen blev vedtaget uden afstemning.
Inden afstemningen var der en længere debat om den fremtidige græsslåning af Grundejerforeningens fælles arealer, herunder om emnet overhovedet kunne behandles under dette punkt. Debatten refereres ikke – men generalforsamlingen besluttede dog at afholde en vejledende afstemning under punktet eventuelt.
3. Forelæggelse af det forløbne års reviderede regnskab til godkendelse
Kassereren fremlagde regnskabet – og efter et par opklarende spørgsmål blev regnskabet vedtaget uden afstemning.
4. Forelæggelse af bestyrelsens forslag til budget og kontingent for det kommende år til godkendelse
Kassereren fremlagde bestyrelsen forslag til budget og fremhævede at i forhold til det oprindelige budget for 2022 var budgettet forhøjet for at kunne rumme udgifter til administrator og ny hjemmeside.
Samtidig blev der redegjort for, hvorfor at den i 2021 vedtagne forhøjelse af vejbidraget ikke var med ved kontingentopkrævningen i foråret 2022.
Bestyrelsen forslog at den vedtagne forhøjelse af vejbidraget fastholdes til ikrafttrædelse ved opkrævningen i 2023 og at grundejerforeningskontingentet sættes op med 100 kr. pr. år for at imødegå udgiften til administrator.
Både forslag til budget og forslag til kontingent blev efter et par opklarende spørgsmål vedtaget uden afstemning.
Kontingent og vejbidrag for 2023 og indtil videre er hermed henholdsvis 600 kr. og 700 kr., i alt 1300 kr..
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen i henhold til vedtægternes § 5
På valg var:
Formanden Søren Viltoft Baatrup
Bestyrelsesmedlem Henrik Bomholt
Sekretær: Thomas Bech
På mødet fratrådte næstformanden Tove Nygaard Jensen, hvorefter suppleanten Søren Rinder indtrådte i hendes sted.
Bestyrelsesmedlem Henrik Bomholt havde forinden meddelt at han ikke modtog genvalg.
Generalforsamlingen valgte i stedet Jakob A. P. Eskildsen sammen med bestyrelsesmedlem Thomas Bech og formand Søren Viltoft Baatrup uden modkandidater.
Da bestyrelsen således manglede en suppleant, meldte Tove Nygaard Jensen sig som kandidat og blev valgt uden modkandidater.
Bestyrelsen består herefter af:
Formand: Søren Viltoft Baatrup, Grusbakke-Åsen 6
Kasserer: Philippe Gauguin, Knold-Åsen 21
Søren Rinder, Grønneweys-Åsen 8
Thomas Bech, Steenleng-Åsen 2
Jakob A. P. Eskildsen, Brynd-Holmen 7
Endvidere
Suppleant til bestyrelsen:
Tove Nygaard Jensen, Højbrovej 11
6. Valg af revisor eller revisorsuppleant i henhold til vedtægternes § 12
Både revisor og revisorsuppleant modtog genvalg og blev valgt uden modkandidater.
Revisor: Stig Hjarlvig, Knold-Åsen 14
Revisorsuppleant: Bent Ejvang Nielsen, Rørkæret 27
7. Behandling af indkomne forslag
Da der ikke var indkommet forslag fra medlemmerne inden fristen udløb ved udgangen af marts bortfaldt punktet.
8. Evt.
Der foretoges en vejledende afstemning om hvorvidt man kun skulle slå græsset på Grundejerforeningens arealer to gange om året eller hver 14. dag som hidtil. 11 medlemmer ønskede at græsset kun skulle slås to gange og 14 medlemmer ønskede den gamle ordning bibeholdt – så det sidste arbejder bestyrelsen videre med.
Efter almindelig debat afsluttede dirigenten mødet kl. ca. 15.40.
Referent: Søren Viltoft Baatrup.