Referat af Generalforsamling 2021, afholdt den 23. oktober 2021 på restaurant
Søstjernen
Mødet påbegyndtes kl. 10.00, og afsluttedes kl.12.10.
Tilstede var 26 stemmeberettigede medlemmer af Grundejerforeningen.
Bestyrelsen var repræsenteret ved fg. formand Per Nøhr-Petersen og bestyrelsesmedlem Henrik Bomholt.
Fraværende var: Kasserer Gert Mejdal Jacobsen og midlertidigt medlem af bestyrelsen, Thomas Peter Beck.
Referent: Per Nøhr-Petersen
Velkomst
Fg. formand Per Nøhr-Petersen (PN-P) bød velkommen til de fremmødte og fortalte, at bestyrelsen havde set frem til atter at kunne afholde generalforsamlingen efter at COVID 19 restriktionerne nu endelig var ophævede. PN-P gav udtryk for, at det var en glæde at gense ”gamle” og byde nytilkomne grundejere af grundejerforeningen velkommen.
Ad 1 Valg af dirigent
Bestyrelsen anbefalede, at Søren Viltoft Baatrup, Grusbakke-Åsen 6, blev valgt som generalforsamlingens dirigent, hvilket blev vedtaget med applaus.
Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at indkaldelse til Generalforsamling 2021 blev udsendt den september 2021 på mail og pr. brev, og at der med indkaldelsen var vedhæftet dagsorden, formandens beretning og revisorgodkendte regnskaber for hhv. 2019 og 2020 samt bestyrelsens forslag til budget for 2022.
Indkaldelsen overholder Vedtægternes § 9, der foreskriver 14 dages varsel. Dog ønskede dirigenten følgende ført til referat: ”I erkendelse af, at det ikke har været fysisk muligt på grund af Covid-restriktioner at afholde generalforsamlingen indenfor vedtægternes grænser – vælger generalforsamlingen denne gang at se bort fra dette krav, da det ikke ville have været muligt at opfylde dette krav”.
Ad 2 Formandens beretning
PN-P indledte beretningen med at fremhæve det gode samarbejde, der gennem de sidste mange år har æret mellem foreningens medlemmer og bestyrelsen. PN-P udtrykte ønsket om, at det gode samarbejde og den gode tone grundejerne imellem måtte fortsætte.
Herefter supplerede PN-P den i forvejen udsendte beretning med flg. emner:
2.1: Græsslåning. Bestyrelsen har arbejdet for at bevare områdets smukke og velplejede fællesarealer. Det
tiltagende varmere klima tilsiger, at man påbegynder græsslåning i marts/april og helt frem til oktober. Ca. 11 – 12 gange på en sæson, og at vi på den måde kan opretholde ønsket om at bevare ”det grønne look”,
der er et særkende for vores område.
2.2: Vejfondens økonomi. PN-P orienterede om de ret så omfattende reparationer af veje, brønde og dræn, der var blevet udført i løbet af 2019, som følge af lange, regnfulde perioder. Især reparationer omkring vejkrydset Rørkæret/Dams-Åsen, udbedring af drænsystemet langs Rørkæret, og tiltrængt spuling af drænsystemer forskellige steder i området, var årsag til, at Vejfonden kom ud af 2019 med et underskud på kr. 124.000. I fortsættelse heraf fortalte PN-P, at der til al held ikke har været nævneværdige udgifter i løbet af 2020 og indtil oktober i år. Såfremt forholdene omkring vores veje og rabatter mv. forbliver uforandrede i november og december, kunne underskuddet blive vendt til et positivt resultat på ca. kr. 70.000.
PN-P afsluttede dette emne med, at det er bestyrelsens samlede vurdering, at Vejfondens økonomi ikke er godt nok rustet til at kunne håndtere fremtidige, klimatiske udfordringer, og at det er baggrunden for, at bestyrelsen foreslår generalforsamlingen, at vejbidraget til Vejfonden fremdeles tilbageføres til kr. 700 fra nuværende kr. 500.
I den forbindelse rettede PN-P en stor tak til Frank Bidstrup og hustru Lo for råd og vejledning i forbindelse med vedligeholdelse af vores veje og drænsystemer.
2.3 Vejbump. PN-P orienterede om, at emnet var blevet debatteret ved sidste bestyrelsesmøde i januar 2020, og at dette emne har været til debat på generalforsamlingen næsten hvert år. PN-P nævnte fordele og ulemper ved fartdæmpende foranstaltninger, og at han i flere omgange havde drøftet emnet med kommunens sagsbehandler. Kommunen, der i denne forbindelse er Vejmyndighed, har tilkendegivet, at hvis man som grundejerforening ansøger om at etablere vejbump, er der en vis sandsynlighed for, at kommunen vælger at give dispensation fra eks. Privatvejsloven. PN-P tilkendegav, at det ikke ville give mening at etablere sådanne vejbump på Grusbakke-Åsen, uden at der også blev etableret vejbump på Rørkæret og Dams-Åsen. PN-P ville dog ikke afvise, at vejbump ell. lign. kunne etableres på sigt, men pointerede samtidig, at Vejfondens økonomi i forvejen er alt for spinkel til at kunne håndtere en sådan udgiftspost, der ormentlig vil andrage ca. kr. 120.000, og at det derfor krævede, at vejbidraget ville blive sat væsentlig højere, end det er på nuværende tidspunkt.
2.4 Begrebet uhæmmet larm fra udlejede sommerhuse, der desværre har fundet vej til vores ellers rolige omgivelser, var næste emne. PN-P appellerede til, at såvel udlejere, udlejningsbureauer som lejere i større omfang tager ansvar for lejeres adfærd under ophold i de lejede sommerhuse.
2.5 Forhold omkring stien langs Højbro Å. PN-P fortalte, at der er udstedt en klausul, der tilsiger, at området omkring åen skal bevares som naturområde, og at der eksempelvis ikke må gødskes. Stien vedligeholdes af grundejerne i Møllemosen, der ejere dette område (matrikelnummer 3K). Derudover har samme ejere ansvaret for, at 6 drænudløb til Højbro Å fungerer effektivt.
2.6 Gribskov Kommunes plan om husnær affaldssortering. PN-P orienterede om, at han på vegne af grundejerforeningen havde reflekteret på kommunens forslag til en ny måde at sortere affald på. Planen indebærer, at hver parcel fremdeles skal have 4 (fire) 2-rums minicontainere, at de skal placeres plant, evt. på fliser, at de skal placeres inden for skellinjen, og endelig, at containerne skal være belyst. PN-P fortalte, at han i svaret på høringsskrivelsen, havde indstillet, at kommunen genovervejede denne plan.
2.7 Gribskov Kommunes plan: ”Redegørelse for oversvømmelse”. PN-P orienterede videre om, at han i en skrivelse til kommunen havde foreslået, at man kunne forhindre eller reducere risikoen for oversvømmelser i udsatte områder, så som Lerbjerg og Møllemosen, når vind af orkanstyrke presser havvand op i Højbro Å. Løsningen ligger lige for: Genetabler molen sydvest for Højbro Ås udløb. PN-P læste kommunens nyligt modtagne svar op for mødedeltagerne (Kære Per..), i hvilket kommunen bekræfter, at grundejerforeningens anbefaling er taget til efterretning, og at anbefalingen ville blive viderebragt til kommunens eksperter på området.
Den fg. formandsberetning blev godkendt med applaus.
Ad 3. Forelæggelse af det reviderede regnskab for 2019 og 2020 til godkendelse samt orientering om grundejerforeningen øjeblikkelige økonomi.
I kassererens fravær gennemgik PN-P det i forvejen udsendte regnskab for 2019, hvor der ud over et beskedent overskud i grundejerforeningens regnskab på ca. kr. 22.000, var bemærkninger til udgifterne i Vejfonden på omkring kr. 125.500. Begrundelsen for dette underskud var tidligere blevet begrundet i ”formandens beretning”. Samlet set kom Vejfonden ud af 2019 med et underskud på lige under kr. 46.000.
PN-P orienterede videre om årsregnskab for 2020, hvor foreningens overskud var ret så beskedne kr. 9.300, og at det især blev bemærket, at det akkumulerede resultat for Vejfonden blev et beskedent overskud på kr. 24.660.
PN-P fortalte videre, at den øjeblikkelige status er, at foreningen råder over kr. 57.000, og forventer, at årsresultatet for 2020 vil blive ca. kr. 11.000.
Gennemgangen af regnskaberne gav ingen anledning til bemærkninger. Regnskaberne blev godkendt af generalforsamlingen.
Ad 4. Forelæggelse af bestyrelsens forslag til budget og kontingent for 2022.
Bestyrelsen har meddelt, at den ønsker det årlige Vejbidrag ført tilbage fra nuværende kr. 500 til tidligere niveau på kr. 700. Begrundelsen er, at udgifterne til vej- og entreprenørmaterialer, asfalt mm. er steget markant, samt det forhold, at Vejfondens økonomiske formåen er utilstrækkelig.
PN-P fremlagde budget for 2022, der for foreningen viste, at der budgetteres med et resultat med lige storeindtægter som udgifter, dvs. tæt på 0, og budgetterer med et overskud på knap kr. 56.000.
Generalforsamlingen godkendte, at vejbidraget for grundejerforeningens 169 medlemmer og 18 grundejere med vej-ret fra næste år vil være kr. 700.
Generalforsamlingen godkendte budgettet for 2022.
Ad 5. Valg af medlemmer til bestyrelsen i henhold til vedtægternes § 5.
Valg af Formand: Da situationen var den, at ingen af de fremmødte tilbød sig som formand, tog dirigenten sagen i egen hånd og tilbød sig som formand frem til næste generalforsamling. Et initiativ, der blev belønnet med forsamlingens markante bifald og godkendelse.
Herefter ser den nye bestyrelse således ud:
Formand: Søren Viltoft Baatrup, Grusbakke-Åsen 6, frem til 2022.
Næstformand: Tove Nygaard Jensen, Højbrovej 11, frem til 2023.
Kasserer: Philippe Gauguin, Knold-Åsen 21, frem til 2023.
Bestyrelsesmedlem: Henrik Bomholt, Knold-Åsen 17, frem til 2022.
Sekretær: Thomas Peter Beck, Steenleng-Åsen 2, frem til 2022.
Suppleant: Søren Rinder, Grønneweys-Åsen 8, frem til 2023.
Ad 6. Valg af revisor og revisorsuppleant.
Ingen af de to var til stede, men havde givet tilsagn om at fortsætte det gode arbejde for foreningen, hvilket blev godkendt af generalforsamlingen.
Revisor: Stig Hjarlvig, Knold-Åsen 14, frem til 2022.
Revisorsuppleant: Bent Ejvang Nielsen, Rørkæret 27, frem til 2023.
Ad 7. Behandling af indkomne forslag.
Forslag no. 1: Søren Rinder, Grønneweys-Åsen 8:
Foreslog, at græsrabatterne langs vejene slås mindre ofte. Primært fordi det vil give bedre muligheder for blomster og andre planter at vokse til gavn for dyrelivet. Efter en god og livlig debat, var der en overvejende stemning for, at bestyrelsen arbejder hen imod en plan for, at der kan opnås større diversitet i og omkring områdets fællesarealer.
Forslag no. 2: Christian Juulsgaard Olsen, Grusbakke-Åsen 16:
Foreslog, at der opstilles 3-4 vejbump på Grusbakke-Åsen. I fortsættelsen af PN-P bemærkninger om under ”Formanden beretning” blev emnet igen debatteret. Det blev dog hurtigt klart, at forslaget bl.a. af økonomiske årsager ikke kunne imødekommes.
Forslag no. 3: Morten Høegh, Lauvemosen 6:
Foreslog at den sporadiske vedligeholdelse af stien langs Højbro Å forbedres og at der slåes græs en gang om måneden.
I fortsættelse af ”formandens beretning” orienterede PN-P forholdene omkring vedligeholdelsen af nævnte område, som er et anliggende for grundejerforeningen i Møllemosen. Morten Høegh var ikke tilstede, men er orienteret herom.
Ad 8. Eventuelt:
Frank Bidstrup, Skovkjærs-Åsen 4, stillede spørgsmål om, hvorfor Rørkæret 10 og 12 ikke betalte vejbidrag.
PN-P svarede, at det var hans umiddelbare opfattelse, at disse adresser ikke figurerer på matrikelkortet, men at det ville blive undersøgt.
Note: Efterfølgende er det afklaret: Rørkæret 10, 11 og 12 eksisterer ikke.
Brian Sørensen, Skovkjærs-Åsen 10 fortalte, at han havde trailer, og at han altid kørte sit haveaffald til genbrugsstationen, men at det undrede ham, at der var nogle grundejere, der lagde mere end de foreskrevne ca. 2m3 ud til afhentning af vognmanden i uge 43.
Hertil svarede PN-P, at bestyrelsen også i år havde dannet sig et udmærket overblik over, hvor meget haveaffald der gennemsnitligt var blevet lagt ud i rabatterne, og at den totale mængde nogenlunde svarede til 10 – 12 læs, hvilket betød, at den samlede udgift til vognmanden kunne holdes inden for det afsatte budget.
Afslutning:
Da der ikke var flere spørgsmål, afsluttede dirigenten generalforsamlingen, og takkede for god ro og orden.
Dirigent, Søren Viltoft Baatrup Fg. formand, Per Nøhr-Petersen
Note: Underskrifter beror ved formanden